Hurtigkørende kulturdiplomat
70 I DAG. Man kan ikke se på den afslappede ambassadør Uffe Andreasen, at han har haft en dramatisk barndom. Men han var kun et år, da hans far, civilingeniør Arne Andreasen, på Grindstedværket 1944 gik ind i den jyske jernbanesabotage, blev anholdt af Gesta-po – til forbløffelse for sin intetanende ko-ne – og sendt til kz-lejren Neuengamme ved Hamburg. Dødssyg blev han evakue-ret med de hvide busser, overlevede og sikrede sine fire sønner en god uddannel-se og et slidstærkt samfundsengage-ment. Uffe Andreasen blev mag.art. i littera-turhistorie 1969, stipendiat ved Køben-havns Universitet og dansk lektor ved Ki-els Universitet. Han skrev bøger om sin elskede Poul Martin Møller og romantis-mens litteratur op til grundloven 1849, udgav bl.a. Meir Goldschmidts dagbøger og hans satiriske blad Corsaren og førte an i Det Danske Sprog- og Litteratursel-skabs stadig levende bogserie Danske Klassikere. 11979 hentede kloge folk ham til Gyldendals skønlitterære redaktion, hvor han også blev medredaktør af Dansk Biografisk Leksikon. 11986 lokkede andre kloge folk unge Andreasen til Udenrigsministeriet, og det blev hans rette og blivende hylde. Som kultur- og presseråd i Paris 1988-98 regerede han fra ambassaden på avenue Marceau og fra sin lejlighed på topetagen af Det Danske Hus på Champs-lyses, hvor de årlige Tour de France-finaler ved Triumfbuen blev fejret med cykelrytter-ne. Her arrangerede han også møder mellem danske og franske politikere som udenrigsminister Roland Dumas og kul-turminister Jacques Lang – og en legen-darisk dialog mellem EU-kommissionens formand, Jacques Delors, og finansmini-ster Mogens Lykketoft om den danske flexicuiritymodel. Andreasen formidlede ny og klassisk dansk kunst på udstillinger i den franske provins, med sin daværende kone, kunst-historikeren Anne-Birgitte Fonsmark, fik han Vilhelm Hammershøi løftet til euro-pæisk navn på Muse d’Orsay, og han spil-lede en vigtig rolle i kulissen, da Bjørn
•
Nørgaards danmarkshistoriske gobeli-ner blev vævet i Paris – og da det gjaldt om at sikre det salgstruede Danmarks-hus for fædrelandet. Tilbage i Udenrigsministeriet fra 1998 lykkedes det Uffe Andreasen at finansiere og realisere den officielle danske webpor-tal, der med masser af daglige besøgende er blevet en hovedkilde til udlandets vi-den om os. Og så blev der bud efter ham som presse- og kulturråd i Berlin 2001-09. I de otte Berlinår fik han brug for al sin energi, sin fantasi og sit efterhånden enorme kontaktnet. Han sled for at for-midle og støtte unge kunstnere, der strømmede til det nye berlinske kunst-mekka. Han præsenterede danske forfat-tere, anført af Inger Christensen, for et tysk publikum i det smukke nordiske ambassadekompleks i Rauchstrasse. Han gjorde H.C. Andersen-jubelåret 2005 til også en tysk begivenhed, bl.a. ved at få Gtinter Grass til at illustrere eventyrene. Han skabte kulturforbindel-ser mellem Danmark og det tidligere DDR ved en festival i Dresden 2008 og fik alle danske kunstarter plus kongehuset til at rykke ud. Han oprettede projektet ‘Kulturbro Femern Bælt’ som ramme om syddansk-nordtysk kulturudveksling.
UFFE ANDREASEN. Foto: Stamers Kontor
Siden 2009 har Uffe Andreasen funge-ret som ambassadør ved Unesco i Paris, med særligt engagement iforholdet mel-lem Israel og den arabiske verden, og som chefkonsulent for public diplomacy-afdelingen i København. Hans bog ‘Diplomati og globalisering’ (2007) er vores første introduktion til be-grebet public diplomacy, der ser kulturli-vets rolle over for udlandet ikke som markedsdirigeret kultureksport, men som bred – og tiltrængt- dialog med den globaliserede verden. Også her er han blevet pioner, for nu er dette felt vokset til en selvstændig afdeling i UM. Den kunstglade administrator i ham gør sam-tidig nytte som formand for Kunstrådets repræsentantskab og for festivalorgani-sationen Golden Days. Der har altid været fuld fart på den ustyrlige kulturdiplomat. Det ved man, hvis man har kørt med i hans nyeste BMW på Berlins ringveje med 140 km i ti-men. Det falder ind under det, Saxo Grammaticus kaldte ‘danernes dødsfor-agt’. HANS HERTEL