Femern Bælt. Fuglsang september 2012

Jeg har gennem årene fået et par erfaringer om danskere og nordtyskere! Jeg var i tre år lektor ved universitetet i Kiel, og jeg har i otte år været presse- og kulturchef ved den danske ambassade i Berlin. Og det, der har slået mig har været, hvor ens vi er. Der er – altså i mine øjne – større ligheder mellem nordtyskere og danskere end mellem nordtyskere og sydtyskere. Og i øvrigt, at der er større ligheder mellem danskere og nordtyskere end mellem danskere og så svenskere og nordmænd.
Nu, da tidligere tiders spændinger er forbi, er det på tide at stå ved og dyrke denne samhørighed.
Med henblik på Danmark og Nordtyskland kontra Sydtyskland bunder det sig nok til syvende og sidst i forskellen mellem en katolsk kultur og en protestantisk kultur. Det er ikke blot en forskel, der går på det religiøse, men som gennem århundrederne har gjort en stor forskel på alle andre områder: moral, arbejdsforhold, livsstil etc. etc.
[Med henblik på danskere og nordtyskere contra svenskere og normænd: lad mig tage et eksempel fra alkohol-verdenen: den helt samme café og værtshuskultur som vi finder her på den nordlige ende af det europæiske kontinent, helt anderledes end i de øvrige nordiske lande, hvor øl og spiritus er omgærdet med forbud. ]
Jeg nævner det her for at kunne tale lidt om den integration i og branding af Femern Bælt-regionen, vi taler om i dag. For det er en vigtig forudsætning for at den regionale integration omkring Femern Bælt kan lykkes.
INTEGRATION:
Det vi står over for er skabelsen af en ny region i Europa – regioner er jo noget, de i Bruxelles er vildt optaget af. Regionernes Europa og ikke blot nationalstaternes Europa. Men denne region er ikke en helt almindelig region. Det er en cross-boarder-region, og endda ikke blot en almindelig cross-boarder region, men en region der spænder over et indhav med en bredde på 20 (?) kilometer.
At skabe sådan cross-boarder- region er både mere og mindre besværligt, end hvis man blot skaber en almindelig region. Det besværlige er naturligvis primært, at vi har at gøre med to lovgivninger, to sprog, to forskellige administrative forvaltningstraditioner osv. Det positive er, at den region, der skal skabes er ny: det gælder ikke om at skulle kæmpeover for resten af verden mod forudfattede meninger og fordomme om området – man starter simpelt hen på en frisk! Med alle de energier og forventninger, det indebærer.
Nu er vi i den situation, at vi har en masse erfaringer at bygge på – for en af de få andre cross-boarder regioner i EU, der endda også er opstået efter bygningen af en bro, er som bekendt Øresundsregionen. Og det er da også oplagt, at man ved etableringen af Femern bælt regionen har indledt et meget tæt samarbejde med parterne i Øresundsregionen.
En af de erfaringer, man har gjort sig, er, at det tager lang tid at skabe en region! Man må have tålmodighed, men integrationen kommer. For Øresunderegionens vedkommende er en anden erfaring den, at det er lykkedes at skabe større investeringer i området og udvikle men at den regionale identitetsfølelse stadig lader meget at ønske. Og det er en erfaring, der bør tages meget alvorligt. Uden fællesskabsfølelse vil det være meget vanskeligt at sælge eller brande regionen over for resten af verden. Den proces kan ikke blive igangsat tidligt nok. Det nytter slet ikke at vente til broen står færdig. Den skal udvikles nu, i disse år, så vi undgår det dilemma, Øresundsregionen endnu ikke har ovevundet: følelsen af fællesskab, af samhørighed. Uden det kommer der kun trevent gang i væksten.
Det er netop det, der var baggrunden for at jeg på den danske ambassade i Berlin, da brobyggeriet blev vedtaget, begyndte at tænke på det vi dengang kaldte kulturbroen over Femern Bælt, og som var inspireret af en tilsvarende dansk-svensk kulturbro forud for Øresundsbroen – et projekt, der dog kun i begrænset omfang kom fra start dengang! Det viste sig, at ideen fængede med raketfart, på begge sider af Bæltet. Det skal jo ikke glemmes, at der specielt fra lokal, tysk side var meget store betænkeligheder. Jeg mente – og mener – at det nok skyldes en midopfattelse af, at wen fasst forbindelse over Femern Bælt ikke blot er en motorvej, hvor tonstunge lastbiler tonser hen over hovedet på folk, men at en bro også, og det i høj grad, har betydning for lokaludvikllingen.
Både fra dansk og måske især fra tysk side, kom der begejstrede reaktioner: borgmestre i Lübeck, kommunal- og regionsmedarbejder i Guldborgsund, den tyske ambassade i København etc. etc. Vi sammenkaldte til nogle fællesmøder med parter fra begge lande, både på ambassaden i Berlin, i Roskilde, og netop her på Fuglsang, hvor der kom op mod hundrede personer fra kultur- og turismeverdenen, ligeligt fordelt mellem danske og tyskere.
Jeg har jo nu, som det fremgik, allerede for 2½ år siden forladt dette arbejdsområde, og er i dag Danmarks repræsentant i bestyrelsen for FN-organisationen UNESCO i Paris. Men lad mig lige som en sidebemærkning i den anledning nævne, at UNESCO har lært mig, at dette med at få folkeslag, stater, kulturer til at arbejde ikke blot er et afgrænset regionalt projekt, men altafgørende for verdens fremtid. Uden en styrkelse af kulturelle dialoger, tovejs-kommunikationer, på vej mod større både tolerance og udvikling, vil verden gå en hård tid i møde.
Allerede nu at arbejde stadigt og effektivt med at skabe en følelse af fælles identitet rundt er således af afgørende betydning. Vi må ikke gøre fejlen ved Øresundsregionen om igen. Det er nu, der skal satses for at regionen kan blive en succes. For at skabe gang i væksten – på begge sider af bæltet.
Hvilke redskabe skal der til, for at en integration, en følelse af fællesskab, opstår. Jeg skal i det følgende give nogle eksempler på en række nøgle-initiativer, der umiddelbart falder i øjnene, men jeg understreger, at det ville være alle tiders, hvis der kunne udvikles nogle alternative metoder på området. Så sæt fantasien i gang, vov nogle ideer, debattér med hinanden!
At etablering af fællesskabsfølelse tager tid, ved vi nu fra Øresundsregionen. Det er en langvarig proces. Tænk hvor mange århundreder vi har levet i nationernes skygge med deraf følgende afstandstagen og fordomme. Århundredgamle forestillinger ændres ikke over en sommer! Det tager tid, lang tid. Men hvad der for mig at se giver trøst i forhold til netop denne dansk-tyske region er, at tiden er moden til en åbning, til en mentalitetsændring. Jeg har kunnet mærke det i Berlin, hvor hundreder af danske studerende, kunstnere og andre unge i dag kommer med åbenhed og nysgerrighed, helt uden de historisk betingede forbehold, de ældre generationer har og havde. Det sporer man intet af his de unge, hverken fra dansk eller tysk side.
Et af de traditionelle initiativer, man kunne tage, ville være at få historikere eller kulturhistorikere til som forskningsprojekter at grave ned i den fælles fortid og publicere resultaterne. Det burde være noget for både RUC og de højere læreanstalter i Slesvig-Holsten. Det kan ske i froskningsgrupper, enkeltvis eller hvad man vil. Et andet projekt ville være,a t få medierne på begge sider af bæltet med på at prioritere regionen højere, også på det i bred forstand kulturelle område. Der må kunneindgåas nogle mediepartnerskaber mellem lad og sige Lübecker Nachtrichten og Lolland Falster Folkeblad, mellem de lokale TV-stationer både nord og syd for grænsen. Hvsi medierne ikke er med i projektet bliver det hele op af bakke!
Indlysende er det, at et tredje initiativ nødvendigvis må være øget sprogundervisning: i skoler og på aftenkurser, både for unge og gamle. Endvidere, at turisme-organisationerne, buskompagnierne og Scandlines ser deres fordel i at udnytte den nye situation, hvor der naturligvis vil komme mere nysgerrighed fra begge landområder til at lære hinandens områder at kende.
Jeg tænker endvidere på folkeskolerne: besøgsrejser, udveksling af skoleelever, fælles undervisningsprojekter: kun fantasien sætter grænser. Og går vi et skridt op i alderspyramiden melder universiteterne og de højere læreanstalter sig. Jeg er sikker på det allerede er på vej, men der må typisk kunne skabes tætte samarbejde – som tilfældet netop med en vis succes er mellem Københavns Universitet og Universitetet i Lund i den anden cross-boarder-region vi har
Hvorfor ikke etablering af venskabsbyer, der kunne skabe noget af struktur på området, der jo ikke kommer af sig selv?
For mig har udveksling på kulturens område en særlig plads, belært af min erfaring som kulturråd i Paris og Berlin gennem i alt atten år. Kulturelle foranstaltninger danner en formidabel grobund for etablering af kontakter, der hurtigt kan udvikle sig andre steder hen: på økonomiens område, ja på udviklingen i samfundet i det hele taget. Møder over kulturelle foranstaltninger har den fordel, at emnet, kunsten og kulturen, er upolitisk, tiltaler bege køn, kender ikke alder og kender heller ikke stand. Man mødes på lige fod. Så kom i gang med fælles filmuger, kunstudstillinger, forfatterbesøg, koncerter, både inden for kalssisk og måske især rockmusik, for at få de unge i tale. Tænk på et trækplaster som Roskilde musikfestival, der trækker unge fra hele Norden, Tyskland og mange andre lande. Det er med til at skabe fællesskab, sympatier, bekendtskaber.
Og når vi nu er i et hav-område kunne det være oplagt at skabe en årlig sejlsport-begivenhed, en regatta, der kunne knytte havnene både nord og syd for bæltet sammen. Sejlbåde, robåde, kajakker og hvad ved jeg. En årlig sommer-regatta, der naturligvis også kunne knyttes sammen med musik og anden kultur.
Og så er vi fremme ved sporten! Det er en gammel erfaring, også i diplomatiet, at sportsarrangementer er noget af det mest velegnede til at skabe dialoger mellem folkeslag. Som ved kulturelle arrangementer mødes man som man er, har ladet fordommene ligge derhjemme, og venskaberne opstår.
Lad mig slutte denne tale om identitetsskabende foranstaltninger af med en af mine kæpheste: afgifterne for at komme over på den anden side må ikke blive så høje som for Øresundsbroens vedkommende. Her tænker jeg ikke på den store trafik, lastbiler og turister, der kommer fra Danmark og det øvrige Norden, fra Tyskland og det øvrige Europa. Nej, jeg tænker på lokalbefolkningen. Der må kunne etableres rducerede priser for de lokale. For pensionister og skolebørn, for studerende, for kollektiv lokaltrafik, ja, for så mange som muligt. Som det er nu, er en af hindringerne på integrationens succes i Øresundsområdet, at broafgiften er for høj for lokalbefolkningen.. Den fejl må ikke gentage sig.
BRANDING:
Branding betyder at gøre et eller andet, det være sig en nation, en by eller en region, markant. Give det et image, så det adskiller sig fra andet, således at det hæfter sig i folks hukommelse. Det førstejeg vil sige om branding af Femern Bælt-regionen er derfor at det er afgørende nødvendigt, t finde det, der er særpræget for regionen, det som andre regioner ikke har. Da nation-branding-bølgen var på sit højeste for nogle år siden, begik de fleste lande den fejl, at de fremhævede de samme kvaliteter ved sig selv, som alle andre nationer gjorde. Men når både Singapore og Island – som alle andre nationer – brandede sig med it-kendskab, teknisk kunnen, opfindsomhed, kreativitet, så kunne man jo ikke se forskel på dem, og branding-millionerne var spildt. Altså: den første regel er at finde frem til noget, der brander Femern Bælt-regionen, som ingen anden region har.
Den næste regel er, at det budskab, man vil ud med, skal være sandt. At fremstille tingene i et for lyserødt skær eller for urealistisk, giver med det samme bagslag. Folk ved nok hvad der er en rimelig og en urimelig fremstilling, de lader sig ikke snyde. Budskabet skal have grobund i virkeligheden.
Den tredje regel er, at man skal give sig tid. Folks opfattelser ændrer sig ikke over night. Som jeg sagde tidligere, har de forestillinger og opfattelser, folk har inde id ers hoved, af lande og kulturer, århundreder bag sig. Tænk blot på hvordan vi opfatter franskmænd, japanere, amerikanere: det er ikke sådan at gøre op med. Altså reglen er: gør indsatsen langsigtet, tro ikke man kan skabe branding-undere på rekordtid, og læg strategien derefter.
Fjerde regel er, at man skal have befolkningen med sig. Hvis indbyggerne i Femern Bælt området føletr, ast det ikke er deres region, der tales om, så glem alt. Fremmede investorer, journalister etc. fornemmer lynhurtigt, om befolkningen er med. Hvis ikke, så glem det! Lad mgi give et eksempel. I slutningen af halvfemser besluttede TonyBlair-regeringen at der skulle skabes et nyt billede af Storbritannine world wide, go postede millioner af pund i en kæmpekampagner med mottoet: ”Cool Britannia”. Srorbritanninen skulle være moderne, smart, ja netop cool. Men det syntes englænderne slet ikke. De holdt fast på billedet af Merru Old England, cosy og hyggeligt. Og heller ikke udlandet ville vide af et billede i den retning, så kampagnen blev stoppet efter et par års forløb, en kæmpe fiasko, fordi befolkningen ikke var med.
[Lad mig her tillige komme ind på en kampagne, der blev ført i Tyskland for nogle år siden: en kampagne, der gik under mottoet ”Deutschland – Land der Ideen”….. Trods det, at den faldt sammen med VM Fodboldmesterskaberne, der skaffede Tyskland meget sympati overalt i verden, og som fik tyskerne til fro første gang efter 2. verdenskrig, at flade emd deres rød-gyldne-sorte flag.]
Og så er der den sidste regel, som jeg lægger afgørende vægt på. Og den går ud på forskellen mellem reklamekampagne og branding. Branding er ikke envejs-kommunikation med reklamekampagner etc. Det har en begrænset virkning. Ethvert glitrende ugeblad, en hver kommerciel TV-kanal er fyldt med skønskabende annoncer, som ingen gider se. Nej, branding er i modsætning til reklamering, en tovejs-kommunikation, en dialog. Den bygger på, at man skal overbevise udenforstående, og det gør man ikek ved propaganda, envejs-kommunikation, kun hvois man kan bringe dem til at indse, at man har et rigtigt budskab.
Det vil li praksis sige, at man skal invitere journalister til landet, så de med egne øjne har mulighed for at blive overbevist, og skrive hjem om den fantastiske region, der har besøgt. Og enhver af os ved, at hvad en af vore egne journalister i en fri presse skriver, er langt mere troværdigt end smarte annoncer og events, der alene bygger på afsenderens betingelser. Og tanken kan føres videre: ikke blot journalister, men også forskere, studerende, politikere, kulturfolk etc. skal inviteres på besøg. Og så forhåbentlig bringe budskabet videre: der sker noget virkelig interessant og løfterigt i den region. Jeg håber, at Femern Bælt- har et godt budget til besøgsrejser, ja gerne til længerevarende ophold for f.eks. kunstnere. Det er den sklags autentiske budskaber, der vækker interesse og tillid i udlandet.